Fællesskab har fællestab

Af Ida-Marie

Jeg har fået til opgave, at beskrive et liv på efterskole. Yes sir – det er lidt sværere end du tror. Du bliver nød til selv at opleve det, for at vide hvad det er. Jeg kan sammenligne det med en meget stor familie, så stor at ikke alle snakker sammen. Men alle medlemmerne forstår alligevel hvem Jørgen med ’g’ er, hvor man kan skaffe sig en is eller hvorfor vi jubler fredag eftermiddag, når vi skal synge nr. 126. Det at være mange samlet om noget internt, det er fællesskab og er meget beskrivende for min tid på efterskole. Det kommer jeg til at savne mest, når dette år når sin ende.

Nogle gange kan jeg godt blive lidt bekymret for, om jeg lærer nok fagligt på det her år, og om jeg overhoved kan følge med, når jeg starter på gymnasiet. Men der er mange levende beviser på, at det sociale er mindst lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere. Det er i den grad den indlæringsmetode, der bliver lagt vægt på her på skolen. Der er nok mange, inklusiv mig selv, som det først vil gå rigtig op for, når vi kommer videre i uddannelsessystemet. For lige meget om du er Einstein eller Amalie fra Paradise Hotel, så kommer du til at lære en hel del.

Jeg har lært om mig selv,

Og om følelser man ikke kan slå ihjel.

Jeg har lært om byer jeg ikke kendte,

Som havde de fedeste fester i vente.

Jeg har lært at trøste og holde af,

En oplevelse jeg har lært meget af.

Jeg har ikke lært at sige farvel,

Men se, der er meget at lære om sig selv.

Nogle vil mene, at et år er lang tid, at være væk fra mor, far og alle ’tøseveninderne’. Og ja, når alt ikke går som det skal, så er det langt tid. Året suser af sted, så det handler om at opleve hvad der sker her og nu, og ikke gå og spekulere over hvad man går glip af. Det er fantastisk at det KUN er et år. Jeg har lært at være åben og impulsiv, for det er nu jeg skal opleve efterskolelivet.

En af de gode oplevelser jeg har haft, var på den årlige skitur, vi har her på efterskolen. Jeg boede i en hytte sammen med syv andre piger. Vi havde en tilknyttet hyttelærer, som kom og vækkede os hver morgen kl. 8.00 med nybagt brød. En time senere var vi klar ude på løjperne. Vi havde det fantastisk.

En dag var jeg dog så uheldig, at vride mit knæ om og briste et ledbånd. Jeg var derfor nød til, at blive hjemme i vores hytte en hel dag. Jeg besluttede mig derfor, at fordrive tiden med en lille overraskelse. Da pigerne kom hjem, var der varm kakao og nybagte boller med Nutella klar til dem. Jeg kan tydelig huske de røde kinder, og deres øjne der lyste op, da de kom ind i varmen med skiundertøj og uglet hår. Jeg har aldrig set nogen så glade og kiksede på samme tid. Denne lille anekdote kan man strække ud til et helt år, det vil give et godt billede på mit efterskoleliv. Det indeholder både uheldige oplevelser, overraskelser, venskaber og elever med uglet hår og nattøj.

Alle elever kommer med hver deres bagage, og det er ikke alle tasker der er pakket lige godt. Det er en kunst, at få dem alle til at passe sammen. På magisk vis finder de rigtige tasker sammen, og skaber noget rigtig godt for hinanden. For at få det til at ske, må man åbne bagagen og være ærlig om indholdet.

Et fællesskab har også sine fællestab.

Det værste ved dette år er, at der er nogle der ødelægger det for sig selv, og at det i den grad påvirker andre end dem selv. Et år på efterskole er et år med gode og dårlige oplevelser, men de er alle sammen oplevelser. Det er vigtigt ikke at give op efter en dårlig oplevelse.

Livet er et liv på trods,

smerten hører til

Linedanser af Per Krøis Kjærsgaard

Jeg har prøvet, at beskrive hvor godt mit efterskoleår har formet sig. Der er dermed ikke nogen garanti for, at alle får et skønt liv på efterskole, vi skal hver især skabe vores eget. Det har været mit eget ansvar, at få dette år til at blive godt, og tro mig, det er ikke altid en nem opgave. Det kommer meget an på hvor meget man lægger i det, og tør at give af sig selv.